Det er der flere grunde til.
Først og fremmest er ‘Bindeleddet’ et symbol på relationen med barn og voksen. Vi vil gerne være barnets bindeled når det bevæger sig ud i en verden udenfor forældrenes trygge rammer. Forældresamarbejdet er en utrolig vigtig del af arbejdet med små børn. Vi skal som børnepassere være bindeleddet, der kan modtage beskeder om livet derhjemme om morgen og formidle barnets hverdag til forældrene når det bliver hentet om eftermiddagen. Bindeleddet skal sørge for sammenhæng og forståelse mellem barnets forældre og børnepasseren, så barnet får en tryg og genkendelig hverdag.
Børnepasseren skal være bindeled for barnet, når det går på opdagelse i naturen. Barnet skal vide at børnepasseren er en tryg og stabil ‘base’ hvorfra barnet kan søge ud for at opleve og undersøge nye ting, og altid kan vende sig mod børnepasseren og få respons på sin undren og nysgerrighed, eller komme tilbage for at få tryghed og bearbejde oplevelserne i fællesskab.
Bindeleddet handler også om børnenes interne relationer. Vi viser vejen i den spæde start af venskaber mellem børnene; hjælper dem med at forhandle når de leger og støtter dem i at håndtere følelser og løse de konflikter, der opstår undervejs i læreprocessen.
Når barnets tid hos os er ved at være slut, får Bindeleddet endnu en betydning: Her vil barnets begyndende tilknytning til børnehaven være en vigtig opgave for børnepasseren. Vi skal være barnets bindeled i overgangen til børnehavetiden.